Velkommen til Børnehaven Fugleredens hjemmeside.

Vi er en institution som er en del af Dagtilbud Sydøst som tæller 10 institutioner fordelt i Klarup, Storvorde, Kongerslev og Mou. Vi er beliggende i Gudumholm by ca. 20 km fra Aalborg. Fuglereden er normeret til 30 børn, som er delt op på to stuer. På den ene stue, Rødhalsene, går de yngste børn, mens Musvitterne huser de ældste børn.
Hvert år til 1. marts overgår de ældste børn til det, der kaldes mini DUS, hvilket betyder at de kommende skolebørn flytter over i skolens DUS (SFO), hvor de går indtil skolestart i august. Vi har et tæt samarbejde med DUSSEN i ugerne op til skiftet, så børnene kan få så flydende en overgang så muligt. Det ligger os meget på sinde, at børnene føler sig trygge og kender de voksne, de skal være sammen med, når de skal et nyt sted hen.
I forhold til nye børn i Fuglereden er det således, at vi modtager nye børn gennem hele året.

Børnehaven er tilkoblet det forældreintrasystem, som hedder "Min institution" som denne hjemmeside også er tilknyttet. På intra kan forældrene blandt andet, meddele at deres barn holder fri/er syg eller skrive afhentningsbeskeder mm. Vi som institution har den som ind- og udtjekningssytem, så vi ved, hvilke børn der kommer og går og hvem, der måske ikke kommer. Samtidig bruger vi den som talerør til forældrene, hvis der er fælles meddelelser med, hvad der sker i institutionen eller beskeder til bestemte forældre. Det er også her vi registrere ferieperioder, så vi ved hvor mange børn, der eksempelvis kommer i sommerferien.

Vi er mindst en gang om ugen ude og gå i vores lokalområde, hvor børnene får mulighed, for at lege på byens legepladser eller udfordre sig selv på byens berømte kridtbakke. Vi mener, det er vigtigt at børnene bliver øvet i at bevæge sig i trafikken, tage hensyn til hinanden, når vi går sammen, bliver opmærksom på naturen, oplever at sanserne bliver stimuleret i den friske luft samt får motion.

Vi er i øjeblikket i gang med en proces som omhandler at bruge naturen endnu mere i vores daglige pædagogiske praksis end vi gør i forvejen. Processen er skudt i gang i maj 2016 og forløber frem til foråret 2018. Det er en fælles proces i hele dagtilbuddet, så alle børnehaverne er i gang på hver deres måde. Kroppen på Toppen i naturen er tovholdere og er med til at inspirere og sparre igennem hele processen.

I Fuglereden er der voksne med flere forskellige kompetencer og interesser, hvilket giver en bred vifte af viden som børnene kan få gavn af. Vi har voksne, der blandt andet interesserer sig for musik, historiefortælling og dialogisk læsning og ude liv. På den måde kan børnene blive stimuleret på flere forskellige områder af mennesker, som går op i det de laver, hvilket gerne skulle smitte af på børnene, der får lyst til at være med.

Ved at klikke på linket her, kan du se en lille video om, hvad vi synes er vigtigt i Fuglereden og se lidt af, hvad børnene laver i løbet af dagen. https://www.youtube.com/watch?v=vBjs9toSFjc&feature=youtu.be

Kommende aktiviteter

27/5 Rødhalse : Fri leg
Vi hygger og leger.
27/5 Fri leg
Fri leg og spontane aktiviteter.

Galleri

Her kan du følge med i hvad vi laver, du kan løbende se og downloade billeder fra diverse arrangementer.