Velkommen til Vuggestuen Annebergvej

Vuggestuen åbnede 1. november 2019 i nyrenoverede lokaler. Vi er beliggende i centrum af Aalborg lige bagved Annebergcentret (følg skiltene venstre om bygningen).

Vuggestuen er normeret til 20 børn, og den nyansatte personalegruppe består af 4 pædagoger, 1 pædagogisk assistent, en husassistent (køkken/rengøring) og 1 pædagogisk leder. Alle med erfaring indenfor 0-3 års området.

Ude har vi en hyggelig gårdhave med sandkasse, rutsjebane og plads til at lege og køre scooter/cykle. Desuden benytter vi os af nærområdets mange muligheder for ture ud af huset. Vores barnevognsskur er indrettet med 15 barnevogne. 5 børn sover inde på madras.

Inde er vi indrettet funktionsopdelt med en garderobe, puslerum, et kreativ-værksted, en stue til stille aktiviteter/leg og et alrum med plads til motorisk udfoldelse. Børnene tildeles en kontaktpædagog, og er i hverdagen inddelt i mindre relations- og aktivitetsgrupper, da dette understøtter de bedste muligheder for et godt læringsmiljø og barnets trivsel.

Vores køkkendame tilbereder hver dag et sundt og velsmagende frokostmåltid. Formiddag og eftermiddag serveres hjemmebagt brød og frugt.


Har du lyst til at se vuggestuen, er du velkommen til at kontakte os for et besøg.