Velkommen til Børnehaven Juliane.

Børnehaven Juliane er en kommunal institution som er normeret til 58 børn (med en vippenormering på +/- 10%) i alderen 3-6 år. Børnehaven er en del af dagtilbud Hasseris, som består af i alt 11 daginstitutioner, med Inge Hansen som dagtilbudsleder.

Børnehaven Juliane er beliggende i et villakvarter i Hasseris. Børnehaven er indrettet i en charmerende stor 2-etagers villa, med sjæl og en intim atmosfære, og mange hyggelige kroge.
Vores legeplads bærer præg af at være indrettet i en gammel have, og er hyggelig med mange frugttræer og -buske, samt hyggelige kroge. Legepladsen er indrettet sådan, at den giver mulighed for mange forskellige lege, lige fra de vilde til de rolige. Den er blandt andet indrettet med legehuse, vejbane, boldbane, gynger, rutsjebane, bålplads, klatremuligheder mm. Vi bruger legepladsen meget, og er ofte ude både om formiddagen og over middag.

Børnene er delt op i 3 aldersopdelte basis grupper:
Spirevipperne er de yngste, og har deres egen "afdeling" nedenunder med tilhørende garderobe, toilet og puslebord. Spilopperne er mellemgruppen og Krudtuglerne er ældstegruppen, der alle hører til på 1. sal. Her er lokalerne indrettet funktionsopdelt, hvor de dog har hver deres faste tilhørsforhold til spisning og fordybelsestid. Spilopperne og Krudtuglerne deler ligeledes garderobe nedenunder.
Børnene må bevæge sig rundt i hele børnehaven, men nede er det på de yngstes præmisser, og oppe er det på de ældstes præmisser.

Tryghed, omsorg, leg, venskaber, relationer og livsglæde er nøgleord for os.
Vi vægter et tæt, godt og inddragende forældresamarbejde, med en god blanding af alvor og humor.
Noget vi er ekstra optagede af p.t. er børns sociale fællesskaber og kompetencer, samt natur og udeliv.

Du kan læse om vores vision, værdigrundlag og børnesyn, praktiske oplysninger og meget meget mere i vores velkomstfolder, som du finder under dokumenter. Ligeledes er der en masse oplysende inspirationsmateriale, der kan have interesse for jer.

Er der noget, du mangler information om, så kontakt mig på esau-fb@aalborg.dk, jeg vil med glæde hjælpe:)

Med venlig hilsen
Elsa Saul
Pædagogisk leder, Børnehaven Juliane
esau-fb@aalborg.dk