VELKOMMEN :-)

Børnehaven Stjernen er en del af dagtilbud Midt-Vestbyen, som ud over Stjernen består af Daginstitutionen Bornholmsgade, Daginstitutionen Kometen, Daginstitutionen Th. Boss Gade, Vuggestuen Kastanjen, Vuggestuen Skydebanevej, Børnehuset Egholm Færgevej, Vuggestue Aagaarden, vuggestue Annebergvej samt Børnehaven Karolinelund. Vi har fælles ledelse bestående af en dagtilbudsleder og en pædagogisk leder i hver institution samt fælles økonomi

ET LILLE INDBLIK:
Børnehaven Stjernen er en forholdsvis LILLE BØRNEHAVE. Vi er meget UDE AF HUSET, vi er i SKØJTEHALLEN, på KUNSTMUSEUM, og til SPROGFITNESS DAG. Vi lejer en SKOVHYTTE ved ZOOLOGISK HAVE og flytter i et par uger om året i SKOVEN. Vi har en KOLONIHAVE vi deler med 2 andre. Vi er med i den landsdækkende skraldeindsamling, og generelt er vi UDE I VERDEN for at opleve og være FYSISK AKTIVE.

HVAD SIGER FORÆLDRE OM BØRNEHAVE STJERNEN:
"Jeg valgte børnehaven Stjernen, da jeg ledte efter en mindre børnehave med nærværende og anerkendende pædagoger og det synes jeg i dén grad Stjernen har. Pædagogerne udstråler tid til, og overblik over det enkelte barn"
"Vi er super glad for det sociale sammenhold der er hersker på tværs af de tre aldersgrupper i børnehaven"

"Vi valgte børnehaven ud fra omtale, beliggenheden og de besøg vi havde i børnehaven før start"

"Vi blev positiv overrasket over så velfungerende pædagogerne får huset til at fungere. Med få midler skaber de et univers, hvor vores børn stortrives"

"Der tilstræbes helt klart at løse problemerne på lavest mulig niveau, hvormed alle pædagogerne kender vores barn"

"De intime rum, de formår at skabe, gør det muligt for store og små, at danne deres egne lege, hvor børnene har mulighed for at fordybe sig i nuet og fantasien"

"Vi oplever huset som meget gæstfrit og ligetil, hvor sparringen mellem pædagoger og forældre hilses velkommen"

"Børnehaven Stjernen er tryg, rummelig og klar med åbne arme. Alle børn mødes og ses lige som de er. Den anerkendende tilgang får børnene til at vokse og få tro på egne evner og værdier. Stjernen har på alle måder højt til loftet og formår at skabe nærvær og varme omkring børnenes hverdag"


HISTORIE:
Børnehaven Stjernen har til huse i et gammelt treetagers byhus midt i Poul Paghs Gade i Aalborgs Vestby. Huset fremstår som et lyst og funktionelt hus, der oser af karakter, hygge og historie.

Huset blev bygget i 1897 og husede i starten "Vestre Asyl". Senere blev børnehaven til "Den Internationale Børnehave" for i 2009 at blive konverteret til en almindelig kommunal børnehave.

I fanen dokumenter kan du finde yderligere informationer.